Foredrag: Hvidstenkvinderne – og kvindernes rolle i frihedskampen

Kom og bliv klogere på Hvidstenkvinderne, deres medfanger og kvindernes rolle i frihedskampen i det hele taget.

Efter henrettelsen af otte medlemmer af modstandsgruppen i Hvidsten den 29. juni 1944 stod de efterladte kvinder i en forfærdelig situation.

Det er udgangspunktet, når filmen ‘Hvidstengruppen II – De efterladte’, der er instrueret af Anne-Grethe Bjarup Riis, og som har Bodil Jørgensen i hovedrollen, får premiere kort før jul.

Begivenhederne udgør afsættet for foredraget. Efter en kort introduktion om den berømte gruppe vil Niels-Birger Danielsen fokusere på Hvidsten-kvindernes medfanger i tyske tugthuse – Monica Wichfeld, Pie Baastrup Thomsen og Grete Jensen – samt de tre søstre Else, Grethe og Benthe Ulrich, der var var logiværtinder for faldskærmsagenter i Bruunsgade i Aarhus.

Netop kvindernes rolle indgår med vægt i Modstand, Danielsens samlede fremstilling af frihedskampen i fire bind, hvoraf sidste bind udkom i april i år. Hør Danielsen uddybe dette til foredraget, der finder sted i Brenderup Forsamlingshus d. 21. marts kl. 19.00 (flyttet fra d. 9. februar).

Køb billet til foredraget her.